Byggeriet af Idrætshuset Skipperen

Provstejorden 15, 9000 Aalborg


Her kan du se billeder fra byggeriet


Første spadestik på Provstejorden blev taget 14. januar 2020. Det er en stor mærkedag for Aalborg SeniorSport, der her i starten af sit 25 års jubilæumsår, endelig kan se frem til at flytte i omgivelser, hvor der både bliver idrætsfaciliteter og administrationen til rådighed.

Byggeriet er i gang. Det er meget synligt udefra, at der sker noget, når store byggemaskiner graver huller og fælder træer. Det skal nok blive godt.

Når ydermurene er rejst vil de danne ramme om:

  • Et nyt sekretariat med 2 kontorer og et mødelokale.
  • En bevægelsessal på 350 m2, (hvilket svarer til lidt over 2 badmintonbaner) og depoter.
  • Cafeområde med mulighed for at hygge sig og opholde sig før og efter træning.

I kælderniveau, med udsigt over fodboldbanerne, bliver der opført et foreningsbaseret fitnesscenter (motionscenter og indoor cycling-lokale). Samtidig vil der ske en renovering af to omklædningsrum, der vil være til rådighed for bevægelsessalen og fitnesscenteret også efter kl. 16.

Changs nuværende klubhus vil få en stor og synlig renovering. I alle dagtimer (8 – 16) vil både alt nybyggeri og den bestående Chang bygning være til rådighed for Aalborg SeniorSports aktiviteter. Det er vores ansvar at få fyldt rammerne ud.

Efter kl. 16 rykker Aalborg Chang ind med deres aktiviteter, sammen med evt. øvrige idrætsforeninger, der ønsker at booke bevægelsessalen. Her vil vi også komme i betragtning i det omfang, vi har brug for fyraftensaktiviteter eller andre arrangementer.

Selvom både SeniorSport og Chang bidrager økonomisk, vil det fremtidige center på Provstejorden (både det gamle og det nye) være Aalborg Kommunes ejendom. Det er Aalborg kommune, der er bygherre på det nye center.